Whisky’en som blev udødelig gjort i Danmark, da Flemming leth udtalte at det var hans yndling. Men selvom Flemming elsker den og jeg elsker den, så er der mindst lige så mange der hader den. Jeg har hørt den beskrevet so: “Man kunne lige så godt sutte på et stykke tjæret tov.” Og der er noget om snakken. Den er tjæret, meget tjæret.
Det er den krasse Islay-tørverøg, der giver Laphroaig den karakteristiske “tørve-stank”.
Lagres i lagerskurene ved kysten. Her vaskes den af kold, salt vind fra Atlanterhavet, og på stormfulde nætter sker det, at havet løber ind i skurene og hvirvler omkring under tønderne. Det er derfor ikke overraskende, at Laphroaigs unikke tørvesmag også har et kraftigt anstrøg af skarp, salt atlanterhavsluft.
Resultatet er Islays mest maritime maltwhisky; medicinsk med et strejf af jod, kippers, maskinrum og røg, men opblødt af egetræets sødme.
Den kaldes “den definitive Islay-maltwhisky” fordi den er indbegrebet af Islay-smagen – fyldig, røget, tørveagtig og fuld af karakter. Det er en whisky, som afgiver den krasse, jordbundne aroma af blå tørverøg, byggens søde nøddesmag og den lette, lyngagtige duft af Islays vandløb.
Laphroaig har afgjort en smag, man først skal lære at sætte pris på…