Archive for januar, 2008

Hvor langt vil (skal) man gå?

Kan man køre til udlandet for pomfritters skyld?
Dette spørgsmål stiller min gode veninde, og medsammensvoren i madklubben Foodies, Chi på sin blog. moulesetfrites.jpg For mig er der kun et svar: “Naturligvis.”

Hvis ikke man smager ting, som de der fandt på dem laver dem, får man aldrig den tiltænkte oplevelse. Herved ikke sagt at man altid skal lave retter, så de er 100% spejlbilleder af den oprindelige ret, men af respekt for de oprindelige retter, synes jeg at man altid bør prøve den oprindelige, inden man laver den om.

I mange tilfælde opdager man, at de opskrifter der findes i kogebøgerne i virkeligheden er alt for avancerede i forhold til den oprindelige ret og i virkeligheden kan nydelsen og smagen forbedres markant ved at gå tilbage til rødderne.

Men, Chi min kære, når nu vi kører til Bruxelles for at smage verdens bedste Pomfritter, muslinger og øl, så skal vi på vejen forbi et Sønderjysk kagebord, en nord-tysk pølse og en hollandsk Jenever… Og så er det jo lige pludseligt ikke kun for pomfrittens skyld vi er taget på kulinarisk roadtrip…

Hvilken forårs helligdag skal vi bruge…?

Søndags udflugt

Hvad gør man som net afhængig halv-nørd, når man en søndag formiddag tænker “Vi skal ud og se noget”?

Jo, man logger naturligvis på nettet; søger på google efter aktiviteter inden for lokalområdet (her udvidet til Storkøbenhavn) og falder over siden Museer i København – og omegn.

Her finder man alt der er at se i hele området og vores valg faldt på Øresundsakvariet, som vi ikke engang vidste fandtes. Selve stedet er forholdsvis lille og på den baggrund virker prisen lidt stejl. Men, tilgengæld er udstillingen forbløffende omfattende og giver et rigtigt godt indblik i hvilke fisk og dyr der findes i Øresund. Specielt de to store akvarier hvor man kan røre ved fiskene er sjove. Der findes både et lille & lavt til børnene, hvor man kna møde fladfisk, krabber, søanemoner og søstjerner, samt et stort & højt, hvor kun voksne kan nå, som indeholder små hajer, bars, hummer, rokker m.m.

Der er til en god times tid, men så heller ikke meget mere.

Derfor valgte vi på vej hjem at dreje ind ved skiltet til Teknisk museum, et sted hvor jeg har været, da jeg selv var barn (troede jeg) og mindes som et sjovt, men ikke så stort sted. Hvor kunne jeg dog tage fejl. Siden jeg som barn havde været der, er det flyttet til ny lokation i en samling gamle bådebygger haller og er blevet kæmpe stort, med en meget udvidet samling der også omfatter en meget stor udstilling af flyvemaskiner.

Absolut anbefalingsværdigt! – men sørg for at have god tid, da der er utroligt meget at se.

Alt i alt, en god søndag med spændende og lærerige besøg.

Khaders sande ansigt!

… er ikke kønt! Nu fik vi den sande Khader at se og hvad så vi? Jo, vi så en mand der vil give køb på sine principper og valgløfter for at blive i folketinget.

FØJ!

Khader du er en skamplet på dansk politik og jeg er jublende glad for at jeg ikke stemte på dig! Hvor må dine få vælgere føle sig svinet til og skuffet lige nu, hvor du i stedet for at være modstykket til Pia og hendes rabiate følge, istedet vælger at falde til patten og dele seng med hende og hendes tamme regering.

Kære Naser Khader,

Dette er din store chance for at vise, at du er en mand der står ved sit ord. Hvis vi som danske vælgere nogensinde skal kunne tro på dig, er du nød til at sidde Foghs trusler overhørigt og stemme som samvittigheden byder dig.

Vi kan ikke som moderne danskere være den behandling bekendt, som vi giver disse stakkels mennesker, der nu i årevis har været fanget i systemet. Lad dem leve et værdigt liv. Lad børnene udvikle sig. Giv dem den chance de fortjener.

Gør det rigtige!

På forhånd tak.

Værditilførsel eller tidsfordriv?

Det er jo helt fantastisk som man kan holde sig orienteret med sine venners(?) gøren og laden på nettet idag. Facebook, LinkedIn, MySpaces, Plaxo… og mange andre sider proklamerer alle at dette er måden at holde sine venskaber vedlige.

Men er det egentligt venskaber man holder vedlige? – Eller reducerer man i virkeligheden begrebet venskab til noget der bedst kan beskrives som brevvenner?

Den personlige kontakt er helt væk og pludseligt opdager man, at man faktisk ikke har set eller snakket med personnen i den anden ende i dagevis, uger, måneder… ja år…

Måske man i virkeligheden skulle lave en applikation der automatisk sørger for, at man mindst én gang om måneden ringer til eller mødes med sine kontaktpersoner fra alle de her smarte sider… Se det ville fremme venskab.