Skyklapper på ministerbilen?
De seneste dage har pressen kredset om Statsministerens ny fundne realisation omkring klimaet og den deraf følgende nye skattepolitik: Det hele skal dreje sig om grønneafgifter. Skatten skal ned men så skal der mere afgift på fx. benzin.
Jamen der er ingen tvivl om at miljøet og klimaet lider, det har vi andre, modsat F(j)ogh vist i mange år… Men på vanlig Dansk vis har Statsministeren til fulde levet op til Janteloven og ikke ment at man skulle lytte til eksperter… Dvs før nu.
Og så kan man jo spørge sig selv om han vil lytte til eksperter fremover?
For ifølge eksperter ud i infrastruktur og trafik, så står det ualmindeligt ringe til for den Danske trafik infrastruktur.
I dagens Politiken kan man finde følgende citater fra den første samlede tilstandsrapport af infrastrukturen:
De statsejede danske jernbaner er nedslidte i en sådan grad, at de ikke er i stand til at varetage deres tiltænkte funktion uden kraftige investeringer og fornyelser. De nuværende forhold leder således til store passager-forsinkelser, som kan vokse kraftigt i nær fremtid og ledetil hyppigere trafiksammenbrud.
Og det er nemlig realiteterne for de som bruger den offentlige transport til hverdag… Jeg harabsolut intet imod flere grønne afgifter og vil med glæde skifte bilen ud med toget – hvis altså det offentlige transport system bliver fornyet således at man kan komme frem hurtigt, ubesværet og vigtigst af alt: til tiden!
Så kære F(j)ogh, stig ud af ministerbilen og prøv at tage det offentlige istedet. Jeg kan anbefale turen fra Hedehusene til Østerport hvis du vil prøve kræfter med hvad det egentligt er du synes vi skal bytte bilen ud med – nedslidte togvogne fra 60′erne, tog der aflyses konstant pga. nedbrud, de daglige forsinkelser fordi IC togene skal frem med de åbenbart meget vigtige fynboer og jyder, det tilbagevendene 20 minutters ophold på Hovedbanegården der ikke findes i tidsplanerne og så videre…
Jeg tog faktisk toget da jeg fik nyt arbejde - i 8 dage. 8 dage hvor jeg ikke en eneste gang oplevede at toget kom til tiden eller kom frem til tiden. Jeg lærte at hvis jeg skulle være sikker på at komme på arbejde til kl. 8.30 så ville det kræve afgang hjemme fra inden kl. 6:45 (og selv det glippede den ene dag).
Derefter bilen… Og der kan jeg tage hjemmefra kl. 7.30 og være fremme til tiden…
45min den ene vej lyder ikke af meget, men når man kombinerer det med de 45min hjem så er det pludseligt 1½ time om dagen…. Det giver så mindst 7½ time om ugen, altså en hel arbejdsdag spildt kærlig hilsen det offentlige….
Kigger vi tilbage på hvorfor vi købte hus hvor vi gjorde, så var de gode offentlige forbindelser stærkt medvirkende til valget, da vi gerne ville undgå at skulle have bil. I dag 7 år senere er situationen den at forbindelserne er blevet så dårlige med det offentlige, at vi har 2 biler…
Det vil sige 2 biler som vi KUN har på grund af de seneste 7 års nedskæringer i det offentlige transport system…. 2 biler vi kun har på grund af den siddende regerings, og derved F(j)oghs, politik… 2 biler vi har betalt 180% i afgifter for…. 2 biler vi gerne ville være fri for!
Giv os friheden til at komme frem med det offentlige og så vil vi med største glæde og fornøjelse spare en masse penge som regeringen har kostet os samtidigt med at vi gavner miljøet og klimaet!








