Medierne skaber frygt

Danskerne frygter race uroligheder står der at læse på forsiden af Politiken.dk her til morgen, med henvisning til bandekrig og Sjakal manifest.

Men sjovt nok står det hint, der fortæller hvorfor mange frygter den nuværende situation, lidt længere nede i samme artikel:

Og at frygten for raceuroligheder paradoksalt nok er størst hos folk, der ikke bor i hovedstaden, selv om københavnerne har bandekrigen tættest inde på livet.

Næh det er faktisk ikke så paradoksalt, for har man fulgt med i nyheds medierne i den seneste tid så er man jo slet ikke i tvivl om at kuglerne flyver om ørerne på Københavnerne og det er forbundet med livsfare at bevæge sig rundt på brokvartererne.

Københavnerne ved godt det ikke passer – altså med mindre man enten er en hærdebred rocker eller en ung utilpasset gadedreng med udenlandsk baggrund. For den almindelige københavner går livet sin vante gang trods forlydender i pressen om at vi alle er skræmt til døde og går rundt i byen iklædt skudsikker vest fordi vi frygter de vildtfarende kugler.

Jeg synes det er på tide medierne skruer ned for sensations overskrifterne og begynder at forholde sig realistisk til situationen. Hvis der udbryder raceuroligheder i Danmark lige nu så er det mediernes skyld, ikke rockere eller bander.