Der var engang en Union; den vilde have sig en Prinds, men det skulde være en rigtig Prinds. Saa reiste Unionen hele Europa rundt, for at finde saadan en, men allevegne var der noget i Veien, Prindser vare der nok af, men om det vare rigtige Prindser, kunde unionen ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var saa rigtigt. Saa kom unionen da hjem igjen og var saa bedrøvet, for unionen vilde saa gjerne have en virkelig Prinds.
En Aften blev det da et frygteligt Veir; det lynede og tordnede, Regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Saa bankede det paa Bruxelles Port, og den gamle Kommision gik hen at lukke op.
Det var en Prinds, som stod udenfor. Men Gud hvor han saae ud af Regnen og det onde Veir! Vandet løb ned af hans Haar og hans Klæder, og det løb ind af Næsen paa Skoen og ud af Hælen, og saa sagde han, at han var en virkelig Prinds.
“Ja, det skal vi nok faae at vide!” tænkte den gamle Kommision, men den sagde ikke noget, gik ind i Sovekammeret, tog alle Sengklæderne af og lagde en Traktat paa Bunden af Sengen, derpaa tog den tyve afstemninger, lagde dem ovenpaa Ærten, og saa endnu tyve ratificieringer oven paa afstemningerne.
Der skulde nu Prindsen ligge om Natten
Om Morgenen spurgte de ham, hvorledes han havde sovet.
“O forskrækkeligt slet!” sagde Prindsen, “Jeg har næsten ikke lukket mine Øine den hele Nat! Gud veed, hvad der har været i Sengen? Jeg har ligget paa noget haardt, saa jeg er ganske bruun og blaa over min hele Krop! Det er ganske forskrækkeligt!”
Saa kunde de see, at det var en rigtig Prinds, da han gjennem de tyve afstemninger og de tyve ratificieringer havde mærket Traktaten. Saa ømskindet kunde der ingen være, uden en virkelig Prinds.
Unionen tog ham da til Præsident, for nu vidste den, at den havde en rigtig Prinds, og Traktaten kom paa Kunstkammeret, hvor den endnu er at see, dersom nogen skulle have lyst.
See, det var en rigtig Historie!